Pinsecykeltur 2004

Årets traditionsrige pinsecykeltur 2. pinsedag udgik i år fra Malmø. Vi var 13 deltagere hvoraf 11 havde taget deres cykler med toget mens de sidste to havde taget cyklerne bag på bilen. Man må jo desværre ikke cykle over broen.

Vi mødtes planmæssigt på Malmø Centralstation. 

Herfra gik turen rundt i den indre by - vi havde problemer med at finde rundt fordi kortet ikke havde alle vejene med. Centreret omkring Store Torg og Lille Torg ligger bykernen med en blanding af gamle huse og moderne glasfacader. På Lille Torg fandt vi en Café, der kunne servere øl og kaffe. 

Efter 1. stop kørte vi videre gennem den flotte park ved Pildammarna og Margareta paviljongen. Solen var nu ved at komme rigtigt igennem og mange brugte lejligheden til at tage solbad i parken. Vi besluttede dog at drage videre til næste stop ved Limhamn hvor vi skulle indtage vores frokost. Vi fandt en rigtig dejlig kyststrækning med direkte udsigt til Øresundsbroen.

Efter frokosten kørte vi tilbage til det nye havneområde hvor de har fået den idé at opføre en 55 etager høj snoet bygning - Torsoen. Huset er ikke færdig endnu - og kønt er det ikke - men der er måske heller ikke meningen. Ud til kysten havde man opført nogle lejlighedsbebyggelser med en markant arkitektur. Samtidig havde man lavet en havnefront som er promenade med trappetrin ud til vandet. Der var rigtig mange mennesker, der nød det gode vejr - og vi satte os også og fik en is.

Herfra kørte vi tilbage til banegården. 25 km. havde vi kørt i området. Der var en rigtig god tur arrangørerne havde tilrettelagt.  

Svend Erik Pedersen