Pinsecykelturen 2005, 16. maj 2005

Lis og Lennart havde lovet at stå for at lægge ruten i år. Og ikke nok med det - de havde også lavet et flot morgenbord med både rundstykker og kaffe. Og selv et udvalg af bitter var der også. Det var en rigtig god start på dagen.

Vi var 10 til at deltage i årets cykeltur.

Cykelhjulene blev pumpet og vi begav os af sted - sjovt nok er cykelhjul et af de få områder, hvor kønsrollerne viser sig tydeligt. Det er meget sjældent at møde kvinder, der tænder på at puste luft i et cykelhjul eller lappe en slange. Dette er én af de få fornøjelser vi mænd stadig må have for os selv !

Målet var Hareskoven men vi nåede ikke ud af Rødovre før turens første punktering. Og den var drilagtig. Først den 3. lap ville sidde fast. Men mændene fik til sidst løst deres opgave - og lappen holdt faktisk helt indtil vi nåede hjem igen.

De tunge skyer kunne ikke holde tæt. Så inden vi kom til Hareskoven måtte vi søge ly under nogle træer for at tage regntøjet på. I Hareskoven - tæt på stationen - indtog vi den medbragte frokost. De store trækroner gav ly for regnen.

Efter frokosten cyklede vi videre gennem skoven til Søndersø. Det regnede stadig indimellem og blæsten kunne mærkes på de frie arealer ved søen. Men nu var vi kommet af sted og de fleste besluttede at vi skulle tage turen rundt om søen. De øvrige tog direkte til det næste pit-stop: Bryggeriet Skovlyst.

Efter turen rundt om søen samledes vi på bryggeriet. Det er blevet er populært spisested og alle borde indendørs var således optaget. Men vi måtte jo smage bryggeriets øl så vi måtte tage til takke med de udendørs pladser. Og det er god øl de brygger i Hareskoven. Og med den store tilstrømning til restauranten så det ud som om traktørstedet kunne være et yderligere besøg værd.

Regnen fortsatte og vi satte næsen hjemad over Smørmosen. Regntøjet viste sin nytte og vi nåede hjem til Rødovre og skiltes på Damhusengen efter 44 km. Endnu engang har vi vist at Forlystelsesforeningen ikke lader sig skræmme af en byge (også selvom bygen varer en hel dag). Og alt i alt var det en dejlig tur.

Svend Erik Pedersen