Pinse cykeltur 2007

Idéen om at kombinere vores traditionelle pinse-cykeltur med en frokost var blevet født. Man kan måske kalde det for produktfornyelse i foreningen.

Og idéen var åbenbart faldet i frugtbar muld for 16 havde tilmeldt sig arrangementet.

Fra morgenen så vejret noget skummelt ud - og der var røster, der talte for at gå tur i stedet for at cykle: "Så ville vi ikke være så langt hjemmefra hvis der kom en skylle"

Heldigvis viste stemningen sig at være for at tage cyklerne.

Efter mindre opstartsproblemer hvor vi måtte udnytte nabohjælp for at bryde en cykellås op kom vi af sted. Vi besøgte rosenhaven i Valby. Roserne var dog endnu ikke sprunget ud og middelalderfolket havde sat en høj pris for entré til deres arrangement i parken. Men efter lidt søgen blandt de mange små haver fandt vi en have med krydderurter hvor vi kunne sidde i hyggelige omgivelser og nyde vore medbragte drikkevarer.

Efter cykelturen var tiden kommet til at nyde pinsefrokosten hos Lis & Lennart. Og endnu engang udgjorde samlingen af medbragte retter et udsøgt måltid.

Vejret blev efterhånden så godt at vi kunne nyde kaffe og kage i det fri.

Det var et nyt koncept for pinse arrangementet vi afprøvede i år. Og det var rigtig hyggeligt - og kald mig Mads om ikke dette med at kombinere cykelturen med en frokost meget hurtigt bliver en tradition i foreningen. Om få år vil vi have glemt at det nogensinde har været anderledes.

 

Endnu engang har jeg lavet et billedark fra arrangementet.

Pinse2007

Svend Erik Pedersen