BMW Club Danmark 2006

BMW Club Danmark holdt i år generalforsamling i kolonien Alhage udenfor Ebeltoft.
Det var et meget hyggeligt og uhyre velorganiseret arrangement.
Og BMW motorcykler af mange forskellige typer havde fundet vej til Mols.
Jeg tror at den ældste var fra 1973.

Importøren deltog i den første del af arrangementet og havde medbragt nogle af de nye modeller.
Desværre ankom jeg ikke fra starten og nåede derfor ikke at deltage i denne del af arrangementet.
Det er flot at han sætter tid af til dette og det var også en god lejlighed til at
få en snak om sagerne om aftenen over et glas vin - og denne del af arrangementet nåede jeg dog.
Det var lidt synd at den nye F800S gjorde knuder og måtte transporteres hjem af Dansk Autohjælp.
De der nåede at prøve den talte meget varmt om oplevelsen.

Og varme havde vi brug for - for om lørdagen tog vi på den traditionelle tur i lokalområdet.
Mols er et dejligt landskab, men vejret var koldt og regnfuldt.
Og selvom man har godt tøj at køre i er det ikke den samme fornøjelse som hvis solen havde skinnet.
Men alligevel var det en dejlig tur.

Generalforsamlingen bød på noget så usædvanligt som en kampafstemning om kassererposten.
Jeg husker ikke at jeg har oplevet dette tidligere i mit foreningsliv.
Men er der flere, der gerne vil gøre en indsats for foreningen er dette vel naturligt nok.

Ellers gik diskussionen om blad contra internet - og det er en diskussion som mange foreninger har i disse år.

Efter en festmiddag lørdag aften sluttede et godt arrangement af med afsked søndag morgen.

Det er altid dejligt at være sammen med MC-kørere - men BMW kørere er nu noget særligt.
Alt i alt en rigtig god week-end!

Svend Erik Pedersen